Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

Onsdag den 24. maj havde jeg møde med rådmanden for Ældre og Handicapforvaltningen i Odense Kommune.

Det var mig der havde bedt om at få et møde med rådmanden, med på mødet var en Ældre og Handicapchef, selvom det er offentlige mennesker undlader jeg at nævne deres navne her i mit blogindlæg – jeg nævner aldrig navne med mindre de giver mig lov. Jeg ser mødet som særdeles konstruktivt for mig, dels blev jeg mødt med fuld forståelse, men blev også mindet om at de ikke kan træffe beslutninger, men de kan formidle mine oplysninger til den myndighed der har med min sag at gøre, dvs. til sagsbehandlerens chef.

Jeg lagde ud med en af de ting der betyder meget for mig, nemlig mine tænder – og det vil så sige tandlæge, jeg lægger ikke skjul på at jeg pt. går hos specialtandplejen i Odense, men jeg ligger heller ikke skjul på at visitationskontoret har snakket med min tandlæge om at afslutte mig, fordi man ikke mener at jeg er handicappet nok til at have tilbuddet, personen der har truffet den afgørelse har bare ikke set mig. Jeg fortalte på mødet hvilke konsekvenser det vil have for mig, ikke at komme hos specialtandplejen, blandt andet vil jeg ikke komme ret ofte, til tandlæge i en privat klinik, da de private tandlæger ikke lige har tiden til, at en med autisme har det skidt med lyde, lugte og lys. Det kan man hos specialtandplejen, for der er sat tid af til det. Der blev lovet at der vil blive tjekket op på hvad der sker på det her område.

En anden grund til, at jeg anmodede om det her møde, er den manglende forståelse fra sagsbehandleren samt visitator for, hvorfor jeg søger mere hjælp. Jeg nævnte det på mødet, at jeg gerne vil have hjælp til at finde en løsning på hvordan jeg evt. selv kan lære at leve med mine problemer, som det er nu når jeg skal smøre min frokost, så ender det ud til at blive til atomer. For det meste får jeg det nedladende svar at jeg kan vælge at få al min mad fra kommunens centralkøkken, hallo – siger jeg bare hvorfor skal en madglad person tvinges til at købe mad ude fra, de må da have nogle terapeuter som der kan komme med gode råd og vejledninger så man kan klare sig længst muligt i eget hjem når jeg nu ikke passer ind i et botilbud. Nå men også her blev der lovet, at der ville blive set på det.

Rådmanden er meget forstående over for min situation, og lægger op til et godt samarbejde, således at jeg ikke bliver frustreret og stresset. Og det skal ikke hedde sig at det er kommunen der er skyld i de problemer. Det kræver så også at der er et godt samarbejde mellem min sagsbehandler og mig, men det er ikke sådan jeg føler det. Der har været samarbejde men langsomt er det gledet væk og er blevet noget man kun snakker om, sådan føler jeg det.

Jeg snakker om på mødet med rådmanden og denne handicapchef, at jeg vil anmode om et nyt visitationsmøde fordi jeg er kommet i besiddelse af nye oplysninger, jeg bliver rost for at komme med det forslag, fordi det måske vil kunne styrke samarbejdet mellem min sagsbehandler og mig. De lover at de vil snakke med myndigheden om at genskabe den gode dialog.

Vi kommer rundt omkring situationen på Aktivitets- og samværstilbudet, som jeg også er i og de problemer der har været der, jeg kommer i den forbindelse til at invitere rådmanden til et besøg, rådmanden har nemlig endnu ikke haft besøgt det dagtilbud jeg er i, så jeg håber at han tager i mod tilbuddet og kommer forbi – og meget gerne en onsdag.

Vi snakker lidt omkring sanseindtryk og om de sanserum de har på dette tilbud, de har 2 forskellige sanserum det ene er interaktivt og det andet er mere traditionelt med lys og bobler i store rør, det interaktive sanserum – fungere på den måde at brugerne kan være med aktivt – ved hjælp af bevægelser med mere. Man kan kalde det for en virtuel kugledyne at opholde sig i sanserum. Og så runder vi også lige boldkaos, som er en af 2 aktiviteter, på onsdage om formiddagen. Boldkaos lægger ud med en velkomst sang og så starter men med en lille bold og langsomt bevæger man sig op til de store bolde, efter noget tid bliver disse bolde kastet rundt i lokalet.
Den anden aktivitet der er om onsdagen er ”sang og musik”, der synges gode danske sange, blandt hittene kan nævnes ”Midt om natten”, ”Susan himmelblå”, ”Svantes lykkelige dag” med flere.

Jeg forklarer over for rådmanden mine oplevelser med de forskellige sagsbehandlere, og hvordan jeg føler den måde der bliver talt på, det beklager rådmanden og fortæller mig at man skal behandle borgene med værdighed og respekt for den enkelte borger, jeg tror at det er godt at jeg fortæller om oplevelsen, som jeg har oplevet det, fordi det måske også kan hjælpe andre. Rådmanden siger at det er vigtigt med en ligeværdig kommunikation mellem min sagsbehandler og mig, for så er jeg glad og så er kommune glade, og så kommer man videre i fællesskab.

Jeg bliver spurgt om jeg kan komme med et eksempel på en meget træls situation, og her nævner jeg at man mister appetitten hvis man står og prøver på at smøre sig en leverpostegsmad, men når man så er færdig med at smøre maden så viser det sig at den ligger på skærebrættet i krummer eller i atomer, jeg har brug for hjælp, til at finde en metode eller måde så jeg nemmere kan sidde og spise min mad, også uden at det bliver til krummer. Jeg bliver fortvivlet og ked af det men også såret, og når jeg er der så mister jeg lysten til at spise – får jeg fortalt, jeg kunne se at rådmanden og handicapchefen var meget forstående over for min problemstilling. Det fører til det ene efter det andet nederlag for mig. Det er trælst at have det på den måde, fordi jeg har jo kunnet det tidligere i mit liv, men nu kan jeg det ikke længere. Og det problem her skyldes ene og alene min håndrysten.

Rådmanden kommer ind på at han kender det fra hans far, og giver selv sin version af et lignede tilfælde. Og her kunne rådmanden så også bekræfte at det er lidt det samme, som det var med rådmandens far. Og rådmanden vil gerne have at kommunen prøver at, hjælpe mig videre i samarbejdet, så jeg kan få den hjælp, som kommunen rent lovgivningsmæssigt kan give mig.

Men nu vil denne handicapchef tage fat i myndighedschefen, for det område jeg høre under, så vi kan genskabe den gode dialog, så vi i stedet for at mundhugges, kan komme videre. Det ser jeg frem til, og at vi starter fra bunden af og genskaber den gode dialog, så nu skal jeg blot afvente hvad der kommer til at ske.

Jeg siger at jeg er ked af det er endt her, men rådmanden siger til mig, at det ender ikke her, for der er jo mage gode år i mig endnu, vi skal jo komme videre i systemet, på den ene eller anden måde, og kommunen vil ifølge rådmanden gøre alt for, at jeg kan leve det liv jeg kan med og på trods af mit handicap. Men de skal have lovhjemmel til at gøre det på den rigtige måde. Og hvis jeg så ikke er enig i beslutningerne, så må jeg jo anke afgørelserne.

Jeg føler at jeg er kommet igennem et møde, hvor man opnår en hvis forståelse overfor, at systemet kan være meget vanskeligt at danse med, når det bliver for meget for os borgere – jeg føler at jeg får ramt rigtigt her og kommer med input, som både handicapchefen og ikke mindst rådmanden kan arbejde videre med.


Kender du nogen der kan have en fordel i at læse dette blogindlæg så del det meget gerne