Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Igen føler jeg ikke at visse fagpersoner ikke acceptere at jeg er handicappet, jeg har igen fået en spand koldt lort smidt i hovedet.

De her fagpersoner, har denne gang direkte sagt til mig, at de ikke ser mig som handicappet blot fordi at jeg har fået mine mange diagnoser som voksen, jeg fik min første diagnose som 20-årig der opdagede man min epilepsi (nytåret 1993/94), jeg var i gang med en bager uddannelse, og fik diagnosen efter 6 måneder i lære som bager, som jeg valgte at stoppe. Jeg slap af med min epilepsi omkring juni 2006 - jeg har ihvertfald ikke haft et eneste anfald siden den gang.

Som 31-årig (juni 2003) fik jeg diagnosen Klinefelter Syndrom som er en genetisk fejl og som, kan give mange store problemer herunder muskelsvaghed eller andre udfordringer såsom autisme. Symptomerne på Klinefelter syndrom varierer fra person til person og fra aldersgruppe til aldersgruppe. Klinefelter syndrom er kendetegnet ved en række symptomer, men det er ikke alle drenge/mænd med Klinefelter syndrom, der har alle symptomer. (link til XXY)

Og som 42-årig fik jeg forståelse for hvorfor jeg er den som jeg er, jeg fik diagnosen Atypisk Autisme i starten december 2014. Atypisk autisme gives i tilfælde, hvor der er autistiske træk og forstyrrelser i udviklingen – men hvor kriterierne for infantil autisme ikke er 100 % opfyldte, måske ses forstyrrelsen senere end 3-års alderen, eller måske er der normal sproglig udvikling, men omfattende forstyrrelser kognitivt og socialt.

Indlægget i dag er blevet til fordi visse fagpersoner direkte har sagt til mig, at de er skuffet over at jeg ikke længere gider at køre ture med en meget god ven, men det er en stor fordrejning af sandheden - ja faktisk en direkte løgn udformet af visse fagpersoner, sandheden er at jeg på nuværende tidspunkt er under udredning for alvorlig neurologisk sygdom. Der er stor mistanke om at jeg kan have Parkinson, mest grundet den ekstreme håndrysten jeg har.

I har vel set videoen? ellers har i rig mulighed for at se den herunder.



Det er i mine øjne ikke rimeligt, at fagpersoner inden for handicap området sætter mig i den situation, at jeg som syg og handicappet skal passe på min ven som er svært handicappet, min ven har intet tale sprog og lever kun af sonde mad. Hvis der sker mig noget under en køretur, ville han være ildestedt, ja han ville komme i en situation som jeg ikke ville ønske nogen kom i. Alene det at de sætter mig i den situation er utilgiveligt og det finder jeg mig heller ikke i.

Derfor er jeg nok den mest ansvarlige i den her situation, jeg tænker længere end de fagpersoner, som her nærmest gør sig ud for at være min læge eller psykiater, det unfair at de gør det her mod mig og det er noget som jeg absolut ikke finder mig i. Derfor det her indlæg. Og for lige at sige det en ekstra gang - hold op med at lege læge eller psykiater med mindre du har en uddannelse som læge eller psykiater. Hold jeres meninger for jer selv - her henvendt direkte til disse fagpersoner.

Ville andre mon finde sig i, at skulle tage det ansvar for en andens liv, blot for at køre ture, når man vel og mærke selv har sit at slås med?


Bare fem minutters research kan afsløre, at autisme (og herunder Atypisk Autisme som jeg har) ikke er en sindslidelse, men en udviklingsforstyrrelse.

Mennesker med autisme har det som regel bedst i en rutinepræget hverdag med mange gentagelser og forudsigelighed. Autisme kan og må ikke sidestilles med psykisk sygdom.

Autisme er en atypisk udvikling af nervesystemet, som efter alt at dømme er genetisk betinget, og den kan give større eller mindre vanskeligheder med social interaktion, kommunikation og forestillingsevne. Mennesker med Autisme har gennem tiderne beriget vores samfund med store tanker, genial kunst og videnskabelige gennembrud. Kanariefugle, Børn med autismespektrumforstyrrelser er ikke født psykisk sårbare og bør ikke omtales, som om de er sindslidende. Den ikke neurotypiske befolkning er ikke ulig de kanariefugle, minearbejdere brugte til at teste, hvorvidt det var muligt at ånde i bunden af det hul, man havde gravet.

Det er netop personer med autismespektrumforstyrrelser, der ofte er blandt de første, der bukker under, når konkurrencestaten blindt graver ad helvede til efter flere menneskelige ressourcer. I stedet for at give denne gruppe personer den nødvendige hjælp og støtte, patologiserer og svigter vi dem, ofte endda i inklusionens navn.

Os med autisme
Vores psykiske sårbarhed er en følgevirkning af, at samfundet konsekvent spænder ben for os med med krav, som vi ikke kan leve op til. At de afskærer os fra fællesskabet. At vores særlige måde at tænke, opleve og kommunikere på ikke anerkendes som gyldig.

Jeg bliver talt ned til, kaldt uansvarlig, doven, fanatisk og endda psykisk syg. Men hvad er de mon selv, kan de mon klare at få det samme at vide, på samme kolde og kyniske måde som de bahandler mig og eventuelt andre med Autisme. Jeg opfatter sådanne mennesker som lede, kyniske og meget kolde personer.

Jeg er meget ked af det, jeg er såret når fagpersoner omtaler mig på den måde, og de her fagpersoner kender mig som sådan ikke særligt godt. Og jeg vil for efterdags, gøre alt for slet ikke at komme i hænderne på sådanne personer.

Men omvendt så er jeg jo ansvarlig, fordi jeg nægter at lade mig overtale, til at gøre de ting som jeg ikke vil. Men pas på derude, jeg bider mig fast i bordet, og jeg plejer nu nok at få min vilje. Men vigtist af alt så skal fagpersoner huske at være deres job ansvarlige, ellers er de jo ikke deres uddannelse og job ansvarligt nok til at varetage deres stilling godt, tænk sig at de passer måske på dit voksne barn på et bosted eller anden type institution.

Det er alt for denne gang, du må meget gerne dele indlægget med din omgangskreds, du skal ikke spørge om lov.

Kunne du tænke dig at modtage nyhedsbrev fra mig, så klik her.