Jeg plejer at skrive sådan lidt om det hele, når der sker noget væsentligt omkring mig, det er nu endelig kommet på plads at min sagsmishandler acceptere at jeg har givet fuldmagt til den socialjurist jeg har på mine sager, så må vi så også håbe at det vedbliver sådan, men det kostede nu en del ekstra arbejde.
Jeg var i lørdags den 21. marts til Autisme messe, det var rigtigt godt og gave mange nye ting som jeg lige skal have fordøjet lidt grundigt, men det bedste var at høre Aage Sinkbæk fortælle om sit liv, og det gav lidt ny vigtig information om mig, og det betyder også at jeg har tænkt lidt tilbage til min barndom. Det med at have flere venner som barn kan jeg nikke genkendende til, jo ældre jeg blev faldt de stille og roligt fra, på billedet her under ses jeg sammen med en lille håndfuld en var glad sommer dag i starten af 80erne.
Her sidder jeg og roder med snegle, det var en pest for mine forældre, de var ret interessante i en periode, men som bestanden voksede tja så spredte de sig til hele haven på næsten ingen tid, så de skulle fanges og dræbes, det var ikke så sjovt, men jeg havde jo selv bragt dem hjem, så skulle jeg også selv være med til at udrydde dem.
Eksekutive funktioner
De eksekutive funktioner - også kaldet de selvregulerende funktioner - er hjernens overordnede kontrollerende og styrende funktioner. De eksekutive funktioner er involverede i at skabe en sammenhæng i de samlede aktiviteter, og de bringes især i anvendelse i forbindelse med aktiv og ny problemløsning.
De eksekutive funktioner indebærer evnen til planlægning og kontrol af adfærd og handlinger, dømmekraft, fleksibilitet i tankegang, at ændre strategier samt løbende at justere egen adfærd.
De eksekutive funktioner indgår ved opgaver og aktiviteter, der for personen er præget af kompleksitet, problemløsning og relativ grad af nyhed.
De eksekutive funktioner er ikke automatiserede handlinger og rutinehandlinger.
Kilde: Hejmdal
Men som jeg ser det, efter længere tids tanke, så har jeg indtil nu måtte tilpasse mig samfundet krav, og presset til at skulle indgå i normalt socialt relation til mennesker, det har jeg ikke kunne på nogen som helst måde, hele mit liv har jeg skulle kæmpe med problemer, allerede som bar blev jeg stemplet - man mente fra sundhedsvæsnet at mine spjæt skyltes lavt blodsukker - men der var ingen der gad lytte til hvad min far fortalte, han fik blot at vide at han havde set for mange syge mennesker - min far kørte som redder / leder hos Falck.
Jeg vil ikke fortælle så meget om de forskellige handicaps her men blot ridse op hvordan jeg er blevet misforstået hele mit liv og at folk har undsagt mig hvad der har været af problemer med mere.
Hver gang jeg fik målt mit blodsukker lå det normalt. Jeg fik det målt allerede fra omkring 8 års alderen, og man havde ikke til hensigt at undersøge mig nærmere, dengang. Som 21 årig får jeg så epilepsi og det har jeg med stor sandsynlighed haft også som barn. Da jeg er 31 år får jeg at vide jeg har Klinefelter syndrom, det er en genetisk fejl, jeg har et Kvindeligt kønshormon for meget i kroppen, og i november 2014 får jeg så en autisme diagnose.
I december 2013 kan jeg ikke længere passe mit skånejob og vælger at stoppe i udgangen af december 2013, grunden er de mange lyde, jeg er ansat hos en autoforhandler, og der er et værksted og en klargøring af solgte biler (Vask, støvsugning og polering), værkstedet larmer det gør en polerings maskine altså også, det er ikke bare larm men direkte støj, og så sammen med støvsuger, udsugnings anlægget, og så værkstedet når de bruger vinkelsliber alle lyde der sætter store grænser, jeg blev mere og mere optaget af denne larm, eller rettere ekstreme støj. 
Nu mens jeg sidder og skriver det her kan jeg høre min PC men samtidigt med kan jeg høre trafikken fra vejen, med lukkede døre og vinduer, i min lejlighed er der ventilation alle de lyde kan jeg høre på engang, og det er ikke bare lidt men meget larm. Ja køleskabet jan jeg høre, det er med til at trætte mig vildt meget, men nu ved jeg at det kan være min autisme der gør det, med ekstreme sanser, jeg har prøvet med noget i mine øre men jeg kan ikke klare det, det er jo et fremmedelegmede i min krop.
Alle de lyde og andre sanser gør at min koncentration er på lig nul, jeg kan huske glimt fra min barndom at med mindre det var noget af interesse så var koncentrationen på absolut nul punktet, jeg kunne sidde og kigge ud af vinduerne i skolen og så sad jeg bare og rullede blyanten mellem fingerne, og det kunne jeg gøre længe.
Der er åbenbart stor forventning, om at vi skal tilpasse os forventninger, om at kunne gøre ting på lige vilkår, med ikke handicappede i samfundet, vi skal kunne klare os, vi skal kunne tilpasse os, vi skal have sociale relationer, vi skal, vi skal kunne det hele. Og så er det som om at verden har alt for store forventninger, når vi så kommer med vores begrænsninger så falder den neuro typiske (Mugglere) verden fra hinanden, når der pludselig er nogen der falder uden for normerne, men faktum er at alle er forskellige - der er ikke 2 ens mennesker og heldigvis for det.
Det med sociale relationer kan jeg i den grad mærke, jeg har mine sær interesser, og det kan altså mærkes på venne kredsen i det rigtige liv, jeg kan mærke at efter det er kommet frem med autisme diagnosen så er vennerne faldet bort i det rigtige liv, ja selv inden for en nær kreds er det blevet mindre, det er som om at folk ikke vil acceptere at der bliver sat navn på hvorfor man er anderledes, men helt ærligt så er jeg altså den samme person nu som jeg altid har været, nu ved jeg bare hvorfor, hvorfor er det så svært at forstå for neuro typiske at det er sådan.
Men sådan overordnet set, så er mine daglige problemer trods alt stor, der er min håndrysten - kaldes også for tremor, let rysten på ben og fødder, mine meget skærpede sanser især for lyde, mine manglende sociale relationer (jeg har en god ven).
Ja det er bare sådan, ja samfundet kan ikke forvente at alle er lige gode, ja det er nu sådan, i min verden er der lidt og ingenting, ja i min verden går jeg rundt med min ting, min ting er min - jeg kan ikke gøre ved at jeg ikke kan tilpasse mig samfundet og sådan er det nu engang.