Kort før nytår var der en af mine Facebook venner der spurgte ind til hvad er "nedsmeltning" eller "meltdown", jeg vil her i dag skrive hvad det er for mig, hvad det betyder og alt det andet. Og så også hvor lang tid der går før alt er normalt igen.
Først og fremmest skal det bemærkes, at kaos hos en autist ikke er hysteri - det ser måske sådan ud, men er det langt fra.
Jeg ved ikke hvordan andre opfatter en nedsmeltning, men jeg vil næsten sige at det er værre for os der har nedsmeltningen, end for dem der ser på, processen kan komme som et lyn, eller bygges op over et par minutter til max 5 minutter - der efter ser det ud som om at man er rasende og gal, jeg bliver væmmelig og gal på personerne der er omkring mig, jeg taler næppe pænt, er folk i mit hjem får de pænt at vide at de kan skride ad helvede til, og jo jeg mener det ganske bestem lige når en nedsmeltning er på det højeste. Og det hjælper ikke noget at bede mig holde op i skarp tone. Nedsmeltningen for mit vedkommende vare lige fra få minutter til max 5 til 10 minutter, men for mig der er i det føles det som en evighed.
En nedsmeltning "meltdown" er en tilstand af neurologisk kaos, hvor hjernen og nervesystemet overophedes og derfor ikke fungerer, som de skal. Det, de fleste frygter i forbindelse med nedsmeltninger, er den eksplosive adfærd, der kan følge i kølvandet. Der er mange, der tolker nedsmeltninger som raseri- eller hysteriske anfald, men det er en stor misforståelse.
Nogle gange kan jeg mærke det fysisk. Det trykker voldsomt i hovedet - som om jeg har en alt for lille hue på. Jeg bliver svimmel, ryster indeni og mine kinder bliver fuldstændig røde. Jeg har dog lært at skjule det udadtil (lige med undtagelse af de røde kinder). Derfor er der ikke så mange, der opdager det. Hvis jeg ikke har mulighed for at trække mig, kan det ende med dét, jeg kalder en nedlukning, som på engelsk kaldes en “meltdown” (nedsmeltning).
På det tankemæssige plan oplever jeg en tilstand af konstant tankemylder (kaos). Der er rigtig mange tanker, og de flyver rundt i alle retninger inde i mit hoved som små ildfluer - mange af dem er kun “tændt” et øjeblik og afløses lynhurtigt af nye. Andre “lyser” i lidt længere tid og ender i analyser eller analyser af analyser. Jeg kan huske, at min jeg engang for mange år siden forklarede det som at have konfetti i hovedet, og det er egentlig en rigtig god beskrivelse.
Formålet med et raserianfald, er ofte at tiltrække opmærksomhed for at opnå noget, og når det så er sket, går det hurtigt over igen. Nedsmeltninger er faktisk lige det modsatte, nemlig en ufrivillig psykisk og følelsesmæssig reaktion på totalt overvældelse - stress. Jeg kan ikke selv kontrollere det og prøver ikke på at få opmærksomhed eller at opnå noget. Ofte er jeg slet ikke bevidste om, hvad der foregår omkring mig.
Hvad kan der gøres, hvis jeg er i totalt nedsmeltning eller godt på vej dertil, er mit råd at give plads og ro, og ikke stille krav om noget som helst. Selvfølgelig skal man sørge for, at jeg ikke skader mig selv eller andre. Men ingen spørgsmål, ingen berøring, ingen kritik, kun masser af anerkendelse og omsorg - og tag det ikke personligt.
Noget af det der også kan få det til at gå galt, for mig er hvis der hele tiden kommer nye mennesker, ind i de faste daglige rytmer, hvis feks hjemmeplejen siger at S kommer i morgen og det så i stedet for er G der kommer, i det mindste kunne de lave en liste over hvem der kommer i den uge, og så skrive at hvis C er syg, så er det A eller K der kommer. Sådan at jeg er helt sikker på at jeg ved hvem der kommer, og så hjælper det dem ikke en hylendende fis at de ringer og fortæller at der er T der kommer og så er det O der i stedet for kommer fordi O mente at det var bedre end T, jeg har faktisk stået i den situation at det skulle være T men det var O der kom, en jeg slet ikke havde set før, og jeg fik at vide at sådan var det bare, og at jeg intet måtte bestemme. Har du tabt tråden allerede nu, så kan du sikkert godt forstå mig, det er meget belastende ikke at vide hvem der kommer i morgen eller til næste besøg.
Problemet er faktisk meget stort og det netyder meget at, den der kommer - er en jeg kender og ikke mindst er 200 % tryg ved, det jeg skal have hjælp til kræver meget nærkontakt, jeg skal have renset mellemrum mellem mine tænder med en meget lille børste, det er ekstrem nærkontakt, og det er meget svært for mig - men nogle af hjemmehjælperne forstår bare ikke at det er nemt, det kan godt være det er nemt for dem, men det er meget svært for mig - ja næste umuligt. Prøv at accepter mine behov og ønsker, hvor svært er det at forstå.
En lille banal ting som hvis jeg skal mødes med personer, og vi har aftalt at mødes på et bestemt tidspunkt, og vedkommende kommer bare 10 minutter for sent er nok til at jeg får en nedsmeltning, en aftale er ikke blevet holdt, en kædereaktion sætter nu igang, og begynder at rulle derudaf enden er at hvis personen endelig dukker op, så er der bare ikke længere en aftale, derfor plejer jeg indtrængende at bede folk om at give besked hvis de er forsinket, derimod har jeg ikke problemer hvis de kommer før tid, min hjerne går i kaos mode hvis de er forsinket og jeg ikke hører noget fra dem, der kan jo være sket noget.
Jeg kan huske fra min skolegang som barn, at jeg gik altid 10 minutter i mødetid hjemmefra, jeg havde ret kort til skole, og jo det var altid 10 minutter i mødetid, sådan var jeg - der var ingen grund til at cykle i skole når jeg nu boede kun 250 meter fra skolen. Pjat at bruge tid på at låse cyklen op, inden jeg fik låst cyklen op var jeg nået langt hen til skolen. Dengang jeg begyndte at gå til konfirmations forberedelse, var der noget længere - der cyklede jeg til, og når undervisningen der var slut, skulle vi tilbage på skolen, jeg cyklede hjem og gik retur til skolen, selvom skolen lå så jeg kom forbi på vejen hjem på cyklen. Min cykel skulle der ikke ske noget med.
Når anfaldet er overstået er jeg ofte tit træt og har brug for ro. Så kan stille musik, et bad, tv, mv. være gode måder at koble af på, og lade mig finde tilbage tilbage til sig selv på. Nu kan man forsøge at sætte ord på, hvad der skete.
En nedsmeltning kan måske også forklares som en orkan, tordenvejr på en og samme tid, jeg bruger mange krafter på at vende tilbage til den normale tilstand, jeg raser og ret ofte bliver jeg tilmed gal på mig selv fordi jeg ikke kan styre det selv, når det er opbygget som en nedsmeltning - ja så skal den rase ud, lidt som når en orkan er under opbygning. SÅdan er det ihvertfald for mig. Jeg håber at det her giver et indblik i hvad en nedsmeltning er, og hvad det betyder for os med autisme, og husk nu bare fordi du har set en med autisme, er det ikke ensbetydende for at du har set dem alle.