Lige nu kører der er debat på Facebook omkring intelligens (Her efter IQ), jeg vil ikke komme ind på det som sådan, men hvis vi tager udgangspunkt i mig – det er jo mig her på bloggen. Så vil jeg lægge kortene på bordet med det samme, jeg har prøvet mig frem med nogle forskellige test på internettet, og jeg ved godt at de skal tages med et gran salt, altså man skal ikke tro på dem.
Men hvis jeg så lægger alle resultaterne sammen og dividere dem med det antal forskellige jeg har taget så ligger min IQ på 75 efter hvad jeg har målt på. Jeg fatter ikke de tests der ligger på internettet, der er test hvor man skal kigge på nogle forskellige tegninger og så skal man bl.a. udvælge den der skiller sig ud fra de andre, det kan jeg altså ikke se mig ud af. Der er regnestykker eller andre ting, jeg har altid haft svært ved regning og dansk. Engelsk har været en belastning for mig altid.
Jeg er klar over at mit indlæg i dag, vil vække ting hos nogen, der så mener at jeg ikke er god nok, men de er så absolut ikke mig, grunden til debatten er noget med Autisme – førtidspension – indtægt med mere, men jeg er ikke enig i at alle har det godt med at være på et ordinært arbejdsmarked.
Ja man må gerne tjene en lille smule ved siden af førtidspensionen. At sælge et par billeder i ny og næ - eller for eksempel holde foredrag - er tilladt, og de der magter det, gør jo også den slags. Men hvorfor er nogen mennesker så forhippede på, at arbejde og præstationer er så vigtige, for mit vedkommende så vil en forventning om stor præstation fra min side af betyde en meltdown – og det vil betyde at folk vil anse mig som værende hidsig eller arrig og at det må man ikke gøre. Hov når jeg får boligsikring skal jeg passe på hva jeg tjener, da jeg faktisk kan miste min boligsikring...
Hjælp mig lige med at forstå det her lidt, hvorfor er det så vigtigt at man skal præstere vil meget for at opnå en eller anden status i livet, tager jeg fejl at nogle mennesker gerne ser at vi der har handicappet skal præstere så meget som muligt, og helst mere end man måske kan klar, er jeg forkert når jeg antager det. Debatten går på høj IQ og Autisme og at man kan nå langt med en høj IQ. Men mennesker med en meget høj IQ kan vel risikere at sidde der hjemme alene på grund af deres høje IQ hvad har man så opnået.
Jeg ved godt at jeg har en ret lav IQ, men jeg er ikke udviklingshæmmet, men jeg har altså ikke en høj IQ men jeg har de venner jeg har brug for. Jeg har det jeg har det allerbedst med, når det så er skrevet – så skal jeg måske også nævne at jeg ikke har det godt med præsentationer – høje forventninger om at et stykke arbejde laves på 1, 2 ,3 – jeg laver det så godt jeg kan og så hurtigt jeg kan.
For mig er det ikke vigtigt at have et ordinært arbejde – for mig er det vigtigt at have så meget indhold i livet som muligt, jeg får førtidspension – ikke pga. min Autisme, men på grund af at jeg ryster på mine hænder, jeg fik førtidspensionen i 1998 af Fyns Statsamt hed det den gang, hvor man klagede til, det var tider – jeg var mødt personligt op og snakkede med sagsbehandleren, og hans ord til mig har brændt sig på min hjerne, ”den rysten du har Henrik bliver med garanti værre end de er nu” og ”Henrik hvis du bliver stresset af den ene eller den anden grund så ryster du mere endnu” jeg fik at vide at jeg ikke fik førtidspensionen på grund af epilepsien, han så andre ting der kunne gøre at jeg havde det skidt, han har måske den gang set at jeg var Autist.
Min psykiater har ofte været løst inde på ta jeg måske aldrig har haft epilepsi, men måske snare blot Autist, jeg husker tydeligt den mobning jeg har været igennem i folkeskolen. Og siden min vej fra folkeskolen mod en uddannelse som aldrig er blevet til noget, jeg har været for sær hele tiden.
Og på grund af mine fysiske handicaps er jeg ofte – det er forkert at skrive ofte – for jeg er meget tit blevet anklaget for enten at være alkoholiker eller værre endnu narkoman på grund af den håndrysten som kan være med til at tage livslysten fra en, men nedturene og de mange meltdowns jeg har oplevet er også med til at jeg tager afstand fra et ordinært job. Man skal huske at se på sig selv også med kritiske øjne. Jeg har her i weekenden i uge 43 2016 været med til Landsforeningen Autisme repræsentantskabsmøde og jeg har mødt mange der er blevet interesseret i at høre mere til mit liv med min autisme.
Jeg har ikke skrevet så meget om det samværdscenter jeg er ude i, men jeg vil her skrive lidt om det, fordi jeg når jeg ankommer så bliver man mødt med smil og glæde, jeg er meget forskellig fra dem der normalt kommer der som bruger, jeg er selv bruger men – de andre brugere har måske ikke samme evne som mig, jeg kan tage billeder – nogle af dem stiller sig foran mig når jeg har mit kamera med og de er bare klar til at jeg skal fange dem til evig betagelse. Nogle af dem elsker at se sig selv og så bagefter at få det vist på tablets eller PC eller på fjernsynet.
Mulighederne er temmelig store i dag, grundet at næsten alt er digitalt. Når det er sagt eller rettere skrevet så skal vi huske på, at disse brugere kan mindre end mig, og det er her det helt klart er min store fordel, fordi jeg har IKKE noget at skulle leve op til, det gør at jeg kan slappe mere af fordi jeg ved at det jeg kan, kan de ikke gøre fordi – de måske ikke ved hvordan man skal gøre det. Det er min teori, om det er rigtigt ved jeg ikke, men muligheden foreligger.
Jeg skriver om meltdowns – som udadtil kan ligne et hysteriskanfald eller raseri.
Først og fremmest skal det bemærkes, at kaos hos en autist ikke er hysteri - det ser måske sådan ud, men er det langt fra.Jeg ved ikke hvordan andre opfatter en nedsmeltning, men jeg vil næsten sige at det er værre for os der har nedsmeltningen, end for dem der ser på, processen kan komme som et lyn, eller bygges op over et par minutter til max 5 minutter - der efter ser det ud som om at man er rasende og gal, jeg bliver væmmelig og gal på personerne der er omkring mig, jeg taler næppe pænt, er folk i mit hjem får de pænt at vide at de kan skride ad helvede til, og jo jeg mener det ganske bestem lige når en nedsmeltning er på det højeste. Og det hjælper ikke noget at bede mig holde op i skarp tone. Nedsmeltningen for mit vedkommende vare lige fra få minutter til max 5 til 10 minutter, men for mig der er i det føles det som en evighed.
En nedsmeltning "meltdown" er en tilstand af neurologisk kaos, hvor hjernen og nervesystemet overophedes og derfor ikke fungerer, som de skal. Det, de fleste frygter i forbindelse med nedsmeltninger, er den eksplosive adfærd, der kan følge i kølvandet. Der er mange, der tolker nedsmeltninger som raseri- eller hysteriske anfald, men det er en stor misforståelse.
Nogle gange kan jeg mærke det fysisk. Det trykker voldsomt i hovedet - som om jeg har en alt for lille hue på. Jeg bliver svimmel, ryster indeni og mine kinder bliver fuldstændig røde. Jeg har dog lært at skjule det udadtil (lige med undtagelse af de røde kinder). Derfor er der ikke så mange, der opdager det. Hvis jeg ikke har mulighed for at trække mig, kan det ende med dét, jeg kalder en nedlukning, som på engelsk kaldes en “meltdown” (nedsmeltning).
På det tankemæssige plan oplever jeg en tilstand af konstant tankemylder (kaos). Der er rigtig mange tanker, og de flyver rundt i alle retninger inde i mit hoved som små ildfluer - mange af dem er kun “tændt” et øjeblik og afløses lynhurtigt af nye. Andre “lyser” i lidt længere tid og ender i analyser eller analyser af analyser. Jeg kan huske, at min jeg engang for mange år siden forklarede det som at have konfetti i hovedet, og det er egentlig en rigtig god beskrivelse.
Formålet med et raserianfald, er ofte at tiltrække opmærksomhed for at opnå noget, og når det så er sket, går det hurtigt over igen. Nedsmeltninger er faktisk lige det modsatte, nemlig en ufrivillig psykisk og følelsesmæssig reaktion på totalt overvældelse - stress. Jeg kan ikke selv kontrollere det og prøver ikke på at få opmærksomhed eller at opnå noget. Ofte er jeg slet ikke bevidst om, hvad der foregår omkring mig.