- Detaljer
- Visninger: 2209
I dag på mit aktivitets- og samværstilbud gik snakken omkring mig og nogle af mine problemer, et emne som jeg ellers mener er uddebatteret går på genoptræning, jeg har jo Klinefelter Syndrom som kan give nedsat muskelmasse, her kommer snakken til at gå på at cykle med sine arme på en maskine (cykel). Men jeg ved som en af den eneste hvad det vil betyde – det vil betyde at jeg ikke vil kunne køre bil – det er et valg om pest eller kolera.
Jeg føler mig atter ikke hørt om et emne, hvor det er personalet der gør sig klogere på hvad der bedst for mig. Vi kom ind på snakken fordi jeg havde det seneste skriv med, det indlæg om selvskade, at jeg skulle have noget andet at tænke på. Men jeg fik at vide at der skal jeg bruge min læge og psykiater til at snakke om det, så er det at jeg som autist tænker hvad skal personalet blande sig i hvordan jeg træner, som det er nu er jeg ude og gå tur næsten hver dag sammen med min mor og vores hund. En halv time i frisk luft, men det mener de ikke er nok, så er det jeg tænker – hvem gider sidde indenfor og cykle med armene – når man kan få et bedre alternativ at komme ud og få frisk luft. Det er godt nok ikke en gåtur hvor jeg får pulsen op, men jeg komme ud og får frisk luft.
Min følelse lige her og nu, så kan det for helvede også være lige meget med at komme ud i et aktivitets- og samværscenter, hvis det kun handler om at skulle genoptræne hele tiden. Det er åbenbart målet at man skal det. Når jeg fortæller vidt og bredt at jeg har cyklet fra Odense til Hasmark som ung og hjem igen får jeg ofte at vide at det ikke passer, men hvad ved folk om det. Jeg er såret over at jeg ikke føler mig tilstrækkelig nok, jeg føler at folk er blevet alt for mistroiske. Jeg har også fortalt at jeg har gået på Storebæltsbroen – jeg har vist billeder af det, men det er som om at folk ikke helt tror på det – trods billeder.
Ja jeg har Klinefelter Syndrom – hvor der blandt andet ses nedsat muskelmasse, for at jeg kan få mere muskelmasse kræver det at jeg skal have mandligt kønshormon Testosteron – som jeg ikke kan tåle at få, eller rettere min omgangskreds skal ikke ønske at jeg får det, jeg bliver aggressiv, jeg bliver udadreagerende og bliver måske endnu mere selvskadende end jeg er i forvejen. Så er det at problemerne først for alvor opstår.
Jeg forstår simpelthen ikke at man gang på gang skal tage denne diskussion op, aftalen var faktisk at aktivitets- og samværstilbudet skulle være mit fristed i forhold til så mange andre ting, de har en elektronisk hest, som jeg har redet på for at styrke min balance, den er blevet styrket. Men jeg kan ikke som Klinefelter opbygge en muskelmasse uden medicin, hvis jeg ikke tåler medicinen så ser jeg ikke nogen grund til at tage den medicin. Jeg ved ikke helt om jeg er på bar bund her.
Jeg har i mange år forsøgt noget genoptræning alle gange uden held – der er jo heller ikke grund til at genoptræne hvis man bagefter er kvæstet og er tvunget til at ligge i senge flere dage efter hver genoptræning, los antage at jeg skal gå til genoptræning om tirsdagen og om fredagen, hvis jeg så må ligge i min seng alle de andre dage, så er der ikke opnået noget ved at lave genoptræning under tvang, hvor i mod jeg med 30 minutters gå tur får gået ca. 1,5 km frivilligt, hvor man snakker sammen, med den man går tur sammen med, jeg får frisk luft frem for at stå og ose i et motionscenter hvor man møder den grimme lugt af sved og parfume. Ja jeg vælger altså gåturen og ser den også som det der er vigtigere. Og den giver mere i længden.
Hvis man hellere vil snakke om genoptræning end om hvordan man føler sig den pågældende dag, så er det ikke det nuværende aktivitets- og samværstilbud jeg skal være i, så skal det være et sted hvor der er plads til mig og min autisme som jo i den grad præger min hverdag. Umiddelbart kan min kommune ikke tilbyde mig noget, så jeg tager hvad jeg kan få, men de må så også acceptere, at jeg ikke kan det, de gerne vil have jeg skal kunne. Men som jeg ser det her og nu så kan jeg netop godt acceptere at jeg ikke kan det jeg kunne for bare 5 år siden. Men hvis professionelle ikke kan acceptere min tilstand hvem skal så kunne. Men jeg ser det efterhånden mere og mere tydeligt at vi borgere blot skal indrette os efter hvad personalet siger og gør vi ikke det, ja så er det som om at de ikke gider os.
Jeg er immer og væk ikke herre over mine handicaps, men jeg prøver så godt det jeg kan, og forsøger at bevare de funktioner jeg har, jeg har ikke brug for at bygge nye funktioner på, selvom det er det som det tegner til at vi skal i vore dage. Jeg er ked af at sige og skrive det, men det er sådan jeg opfatter det. Og længere er det og den ikke, jeg vil forsøge at bevare det jeg kan frem for at kunne få mere nyt på. Og det står slet ikke til diskussion på nogen som helst måde.
NOTE: Jeg har her til aften været hos læge, og lægen støtter mig, genoptræning er formålsløst og det vil kun virkes som en belastning og unødvendigt krav over for mig.
Husk at dele mit blogindlæg med familien og vennerne.
- Detaljer
- Visninger: 4062
Nogen vil mene det er pladder at selvskade kan være godt, men mig som der jo gør det, mener at det er dejligt at kunne føle fysisk smerte frem for psykisk smerte. Indlægget her er blevet til efter opfordring af min Psykiater.
I februar 2016 skrev jeg faktisk om selvskade, nu tager jeg det op igen fordi jeg har lovet min psykiater at skrive om det, sidste år skrev jeg derfor således;
Jeg kan godt li mig selv, det er heller ikke en straf, men det er mere at kunne få flyttet den indre smerte til det ydre, når man har det røv elendigt med sig selv som jeg har det ofte, ja hverdag - så kan man have behov for at flytte smerte til det ydre. Det lyder måske skørt og tosset - for nogen at man kan have det bedre med en ydre smerte end en indre, men hvis man ikke kan fortælle hvordan man har det, med de indre problemer og den indre stemme der siger du er dum, du er ikke god nok eller bare det at man tænker at man har det elendigt, ja så kan en ydre smerte - at kradse sig faktisk flytte sit fokus fra det indre til det ydre og dermed kan man få det bedre med sig selv på længere sigt.
Det at skade sig selv, ja jeg kradser mig - jeg har aldrig kunne finde på at skære i mig selv, min krop skal ikke skades unødigt. At kradse sig er jo ikke det samme, men det giver lige den smerte jeg har brug for - for at få flytte det indre tanke mylder væk og få smerte udvendigt, men ok selvskade kan vel også være at spise - jeg kan finde på at gå i køkkenet og lave mad sent, bare for sjov - men måske også som en selvskade. Selvskade er vel også et råb om hjælp mig - jeg har problemer, mit problem er at jeg får tankerne ofte sent om aftenen.
I dag vil jeg så skrive mere på, det at jeg kradser mig, kan i realiteten være et råb om hjælp, til mine omgivelser at jeg har brug for mere hjælp end sædvanligt, og nej det er ikke nok at folk siger til mig at jeg skal komme op på hesten igen, det er ikke nogen hjælp, jeg har prøvet uden held. Og det er ikke mine venner og familie der skal hjælpe mig, det er de sociale myndigheder og behandlerne (Sygehuse, læger og min psykiater). å er din tanke at jeg skal komme op på hesten igen og se at komme videre, så glem at skrive det - du vil ikke få svar der relatere til det, og jeg vil så med det samme skrive hvad er din viden til at du kan udtale dig om problemet. Psykisk smerte kan i værste tilfælde være mere alvorligt end fysisk smerte. Jeg har fundet nogle forskellige forklaringer på internettet, der måske kan bringe lys over hvorfor jeg gerne vil skade min krop.
Men først hvorfor selvskade…
Selvskade er en form for følelsesregulering, der ofte handler om at reducere den indre spænding – uanset om den handler om vrede, angst, forladthedsfølelse eller tomhedsfølelse – om at opnå følelsen af kontrol eller om at mærke sig selv. Jeg tror at min selvskadende adfærd skyldes mobning i folkeskolen hvor jeg blev mobbet på forskellige måder, der blev også spyttet efter mig, og jeg tror det er fordi jeg var meget anderledes end alle de andre.
Det underbygges i dette citat; Mobning og social mistrivsel er risikofaktorer i forbindelse med udviklingen af selvskade. Når børn og unge oplever mobning og social mistrivsel, har det en negativ indflydelse på deres selvværd og selvtillid, hvilket kan være en medvirkende faktor i forhold til udvikling af selvskade både i barndommen, men også senere i livet.
Her er en anden måde at skrive det på: Hvis dagligdagens aktiviteter ikke kan dække borgerens sansesult, vil han selvstimulere, som f.eks. at føre hånden til mund/læber, at putte genstande i munden eller vedvarende at have hånden i bukselommen. Skubber eller gnubber kroppen mod enten genstande, vægge eller andre mennesker. Insisterer på at have en eller flere genstande i hænderne. Vikler sig ofte ind i tøjet eller sengetøjet, da dette giver et fast input til nervesystemet og hjælper med at kunne tolerere input. Giv borgeren mere af denne type stimuli med faste tryk. Når taktilsansen er meget forstyrret, vil borgeren søge at overdøve disse kropssignaler ved at påføre sig selv smerte i form af at kradse, nive eller bide sig selv. Der ses også adfærd som at trække håret ud, slå sig selv til blods, eller bide sig selv i hånden. Denne selvskadende adfærd er et kraftigt signal til os om at dække ”sansesulten” ved at ”fodre” med passende stimuli. Kuglebad har ofte en hæmmende indflydelse og hjælper borgeren til at finde ro.
Kilde: VISS Skanderborg
Nu skrives der om kuglebad i ovenstående, i mit tilfælde er det nok at jeg får armstrækkeskinnerne på, det får mig til at kunne føle min krop, og det er uden at gøre skade på min krop, men problemet er at finder jeg først fristelsen for stor til at kradse mig, fortsætter jeg med at kradse mig også selvom jeg bløder, jeg fortsætter uden at kunne stoppe, selvom der kommer hjemmehjælp hos mig kan jeg fortsætte, når de er gået – ja måske begynder jeg først at kradse mig når de er gået.
Men et andet problem med armstrækkeskinnerne, er at jeg ikke vil kunne få noget at drikke eller spise, det er altid en vurdering fra mig af om jeg skal eller ikke skal tage dem af, hvis jeg bliver tørstig er det et valg om tørsten skal slukkes her og nu eller om det skal vente. Ofte kommer det til at skulle vente, fordi jeg så måske døser hen og får måske hvilet eller sovet. En ting er sikkert med armstrækkeskinner på og fodkapslerne på så kan jeg ikke bare nemt skade mig selv.
Når jeg føler at det bløder så fortsætter jeg i lang tid, jeg kan også finde på at trække hår ud af kroppen. Ja det gør ondt, men ikke nok til at jeg stopper.
Jeg stopper når den fysiske smerte, overstiger den psykiske smerte, når jeg så efterfølgende kigger på mine fingre, så ser jeg dem meget blodige. Steder jeg kradser mig er steder der nemt kan skjules, det er for det meste på mine arme og rigtig meget på min ryg. Ud over at kradse mig så bider jeg meget i fingre og især fingernegle. Jeg kan også sidde og rode med mine tæer og fødder.
Husk at dele mit blogindlæg med familien og vennerne.
- Detaljer
- Visninger: 2040
I starten af året var jeg ude og holde foredrag om Autisme for pædagogstuderende i Odense, det var to temmelig store klasser jeg holdt foredrag for, og det var ret spændende at være ude og holde foredrag. Og også inspirerende, dog var det lidt som om at der var et par elever ikke mente at jeg er autist, men det er nu ikke op til dem at vurdere om man er eller ikke er autist. Det lader jeg eksperterne om.
Jeg er forsat meget aktiv på min Autismeblog, hovedparten af året har jeg forsøgt mig med at udgive op til 3 indlæg om ugen, men da det tager tid at få skrevet indlæg til bloggen, har jeg ændret lidt i måden på at udgive indlæg, jeg har derfor reduceret kraftigt, så jeg nu kun udgiver et indlæg om ugen, det giver mig mulighed for at nå at lave andre ting.
I foråret 2016 kom jeg med i, Bestyrelsen i Landsforeningen Autisme – kreds Fyn, det har givet mig noget af et skub, og det har hjulpet mig en del, men der er lang vej endnu. Og jeg skal nok blive bedre til kunne bruges, som informant omkring Autisme ret generelt.
Desværre går det forsat ned ad bakke for mig, min rysten bliver ved med at tiltage i styrke, så hvis jeg sløser lidt for meget med at bruge mine armstrækkeskinner, så får jeg problemer allerede dagen efter, i form af sene / muskel smerter omkring mine led, mest omkring håndled. Lidt det samme kan jeg skrive om den fejlstilling jeg har i mine fødder, så der må jeg til at bruge mine fodkapsler lidt mere end jeg plejer at gøre. Det skal dertil nævnes at jeg endelig har fået svar på at jeg er autist, diagnosen har jeg fra min psykiater, så uanset hvad andre siger så er jeg ligeglad. Selvskade sker ofte på forskellig måde, mest steder hvor det ikke er helt synligt, med mindre man er meget tæt på mig.
Jeg har her i december 2016 mistet min far, efter korttidsindlæggelse på sygehuset, de sidste 3 uger min far levede, foregik mest kun i hans seng og han evnede ikke meget, min far døde af hjertestop. Min far kæmpede desværre på egen hånd med en stor depression, han ville ikke have professionel hjælp. Men han må have haft et stærkt hjerte, han fik en bypassoperation i 1999 som var sat til at kunne holde i en halv snes år. Min far har endelig fået fred og jeg håber at han har det meget bedre der hvor han er nu. Jeg er af den overbevisning om at min far laver snedkeriarbejde et sted oppe i himlen, min far var udlært som gammeldags møbelsnedker. Og har lavet flotte møbler i finer. Og har blandt andet, lavet et flot chatol, som var hans svendestykke.
Den morgen min far dør er jeg i gang med at hakke kød til medisterpølse, jeg aftaler med min hjemmevejleder at vi mødes hos min mor og bagefter kører min hjemmevejleder og jeg hjem til mig og færdiggør projektet med at stoppe medisterpølse, det ville være for dyrt at smide 6 kg kød ud. Og det endte ud i en lækker medisterpølse med super god smag, som jeg er sikker på at min far ville havde nydt. Opskriften kan du finde under opskrifter, engang i løbet af i aften (18. december).
Jeg skrev et flot afskedsbrev til min far til hans bisættelse, som min far fik med i kisten på hans sidste rejse. Min plan var ellers at dele brevet her på min blog, men selvom min mor syndes det var en god ide at dele det, så valgte jeg ikke at gøre det. Udover at det blev lagt til min far i kisten – valgte jeg at stille mig op i Kirken og læse brevet højt. Det blev ikke vel modtaget af alle i kirken, men jeg gjorde det i værdighed for min far. Min mor var stolt over at jeg læste brevet op. Både præsten og bedemanden, syndes at jeg var meget værdig mod min far her på det sidste.
Hvad 2017 bringer mig ved jeg ikke, men problemerne omkring min far, er helt klart noget der skal arbejdes meget kraftigt på, for mine tanker gik meget på, at når min mor engang har udtjent sin tid her på jorden, så vil det påvirke mig endnu mere, fordi min mor og jeg er så tæt knyttet som vi er, i mine øjne må der intet ske min mor.
I marts 2017 skal jeg holde foredrag om autisme og mine andre udfordringer, det kommer til at foregå i Vinde Helsinge Forsamlingshus (Vest Sjælland) den 7. marts, hvis man skulle være interesseret i at komme og lytte med kan man via dette link kan man læse om mit foredrag på arrangementets Facebook side.
Næste blogindlæg kommer først den 1. januar 2017 - jeg har besluttet at holde ferie fra bloggen, så hjemmesiden kan få et servfice eftersyn, der er en del artikler der trænger til en udskiftning, og så mangler jeg at få skrevet en del artikler om film der handler om Autisme, endvidere skal jeg have kigget på links til andre hjemmesider.
Glædelig jul og godt nytår.
Husk at dele mit blogindlæg med familien og vennerne.
- Detaljer
- Visninger: 2170
Ugens indlæg omhandler kropslige følelser, jeg tager det op fordi det har været oppe og vende i en Autisme gruppe på Facebook.
Jeg har for et stykke tid siden været til en "nerve lednings undersøgelse" (ENG). Den var normal – jeg var til den undersøgelse fordi jeg på huden ikke føler det ens hvis jeg bliver berørt på huden på mine skinneben, for at tage et eksempel. Og eftersom jeg skriver at jeg er blevet undersøgt for problemet, så kan det ikke være noget fysisk. Men jeg kunne nu godt tænke mig at jeg blev screenet for et problem med det ekstra X jeg har, men hvis man ikke ved hvad man skal lede efter så er det også et stort problem.
Grunden til at jeg fremhæver det på den her måde er, at mange med autisme kan have sanseforstyrrelser på flere forskellige måder.
Ca. 20 procent af befolkningen hører til dem, man kalder ”særligt sensitive”. Det er mennesker, som er disponeret med en stor følsomhed. De er meget modtagelige for forskellige sanseindtryk og udtrættes derfor lettere end de mennesker, som ikke er lige så sensitive. Det er derfor ikke kun mennesker med autisme, der udfordres stærkt på deres sanser.
Men et meget højt antal autister oplever jævnligt sanseforstyrrelser, og ofte opleves det i ekstrem grad. Jeg er ekstra følsom på lugte og lyde – jeg kan høre den mindste lyd som mange i min daglige omgangskreds ikke kan høre. Det er særdeles udtrættende og jeg bliver hurtigt træt og jeg kan have brug for hvile i løbet af en dag.
Når jeg skriver lyde, så kan jeg nævne at jeg her til aften sammen med min mor har været henne og måle temperaturen på min mor hund, dette digitale termometer kom med bip-lyde som kun jeg kunne høre min mor kunne ikke høre det. Sådan har jeg det generelt med lyde, men jeg har også problemer med lys og andre former for de her sanser, det bevirker at jeg udtrættes meget hurtigt. Hvilket betyder at jeg ofte er tvunget til at tage powernap eller små korte hvil.
Og nu hvor min psykiater, her i onsdags med 7 tommer søm, har slået fast at jeg er Autist, så må personer omkring mig både i familien og udenfor lære at acceptere at jeg er den samme som før, nu ved jeg og andre blot hvor man skal passe på og hvad der må siges uden at det giver problemer.
Men jeg kan måske ikke, tillade mig at skrive at det er autismen der er 100 % skyld i, at jeg har disse sanseforstyrrelser, for jeg har lige her under skrivningen af dette blogindlæg læst at, der også kan opstå sanseforstyrrelser når man har Klinefelter Syndrom – og jeg har også Klinefelter Syndrom.
Det er vigtigt for mig, at slå fast at det jeg oplever, ikke nødvendigvis er noget andre, med hverken Autisme eller Klinefelter Syndrom oplever på noget tidspunkt i deres liv.
Inden for et par dage, udgiver jeg et sær indlæg, jeg hverken kan eller vil skrive hvad det handler om.
Husk at dele mit blogindlæg med familien og vennerne.
- Detaljer
- Visninger: 2313
Ugens indlæg omhandler at kunne slappe af, jeg tager det frem fordi jeg har meget brug for, at få det skrevet og fortalt hvor og hvordan jeg bedst slapper af, og ikke mindst sover, det er ikke de normale ting der gør at jeg har det bedst.
Når jeg skal slappe af er jeg tvunget til at gøre nogle forskellige ting, det følgende er ikke lægeligt bevist, men til gengæld så har min faste kontaktperson fra det private hjemmeplejefirma, set hvad det betyder for mig. Vedkommende har kunne mærke det på mig når jeg har skulle have tøj på.
Jeg har i en periode haft midlertidig hjælp til påklædning og afklædning, men det er ret vigtigt at skriv at den hjælp er ophørt fra Kommunens side da Kommunen ikke mener det er relevant for mig, problemet er at jeg ikke har set denne afgørelse, så nu prøver jeg igen at søge mere hjælp og visitering om dette. Så må jeg se om det lykkedes denne gang.
Som mange af jer ved så har jeg brug for at bruge nogle forskellige hjælpemidler, så har jeg brug for nogle armstrækkeskinner, som er med til at give mig mere livskvalitet, selvom det måske ikke lyder som sådan, men de giver mig mere energi når jeg har dem på. Grunden til at jeg har armstrækkeskinner er at jeg har en voldsom rysten på mine hænder, jeg møder ofte stor misforståelse for mine handicaps når jeg færdes uden for mit hjem, jeg er blevet mistænkt som værende både alkoholiker men også som narkoman, dette bare på grund af en håndrysten – ok den er slem, meget slem til tider, men jeg har oplevet meget gennem tiden pga. denne håndrysten.
Under en køretur sammen med min mor, for nogle år siden – sagde hun forundret – "har du aldrig undret dig over at du ikke ryster på hænderne når du kører med strakte arme", det havde jeg ikke skænket en tanke, så jeg tog kontakt til en speciallæge og han kunne bekræfte at, når jeg havde helt strakte arme så var der ingen rysten tilbage. Og så gik jeg til Kommunen med den iagttagelse og med læge papirer, fik jeg en bevilling på Armstrækkeskinner, dem kan i også se her under.
Det kan godt være at der er nogle der mener at det ikke kan give livskvalitet, men jeg mener virkelig selv at det giver mig et løft, alternativt så kunne jeg vælge at tage medicin – som sløver mig så meget at jeg skal ligge i min seng 24 timer i døgnet, hvad er bedst et hjælpemiddel eller medicin?
Udover Armstrækkeskinnerne har jeg også brug for nogle fodkapsler for at korrigere mine fødder pga. fejlstillinger, blandt andet går jeg på ydersiden af foden hvis jeg ikke bruger mine fodkapsler, derudover så har jeg samtidig med noget dropfod, nedenfor ser man et billede af mine fodkapsler og mine Armstrækkeskinner, endvidere kan man se mig sidde i min kørestol med både Armstrækkeskinnerne og fodkapslerne på.
Armstrækkeskinner kaldes også for Armgaiters og fodkapslerne kaldes også for AFO-skinner.
Når jeg har Armstrækkeskinnerne på, kan jeg selv klart ikke bøje armene, det bevirker også at jeg sørger for at jeg har fået rigeligt med væske og spise inden jeg tager dem på. Fodkapslerne er stive, så jeg kan ikke sidde og vippe / vrikke med foden, når jeg har fodkapslerne på. Jeg finder det totalt afslappende og meget behageligt at have disse former for hjælpemidler på. Det giver min krop ro, den arbejder 24 timer i døgnet med den rysten som også kaldes for Tremor.
Hvis jeg kan mærke at jeg spænder meget i min krop, så kan jeg være nødsaget til at vælge at sætte mig i min kørestol med både Armstrækkeskinnerne og fodkapslerne på, ikke bare side om aftenen med dem på. Men tage dem på og sove om natten, spændtfast i min kørestol og modsat alle tanker så er jeg mere veludhvilet næste dags morgen end som hvis jeg havde sovet i min seng.
Jeg tænker uden at det er videnskabeligt bevist, at det er fordi min krop for alvor kan slappe helt af, uden at skulle kontrollere om mine ben slapper af, uden at skulle kontrollere om mine arme slapper af. Jeg har mulighed for at spænde mine ankler fast så jeg ikke kan sparke ud i luften, jeg har endvidere mulighed for at spænde mine lår ved mine knæ fast så jeg har mere styr på det område, jeg har et hoftebælte der fiksere mit bækken/hofte område, så jeg ikke kan skride ud af min kørestol, og så har jeg en sternumsele der fiksere min overkrop, så jeg ikke kan få overkroppen lænet fremad eller ud til siderne, og når jeg er helt klar til at skulle slappe 100 % af, så har jeg nogle armbind der forhindre mig i at få mine arme ud over siderne på min kørestol, der er ikke noget mere ubehageligt at vågne med et sæt, fordi den ene arm ryger udover siden, og man har en følelse af at man falder ud af stolen. Alt i alt kan jeg sidde og sove meget dybt på denne måde, og være helt frisk næste morgen, mere end som hvis jeg sover i min seng.
Jeg ved ikke hvor mange af jer her der har set filmen ”Tempel Grandin” i den film ser man Grandin bruge / opfinde en maskine der kan give hende et klem/kram når hun ikke har det godt, her tænker jeg at jeg har det på samme måde som hun har det. Jeg bruger bare min kørestol til det.
Fiksering ja og hvad så – men her gør jeg det selv, og i sidste ende er det jo for at afhjælpe, de gener som mine handicaps giver mig (Klinefelter Syndrom, Tremor og Autisme), så hvis nogen skulle komme efter mig vedrørende dette, så er det mig personligt de skal sige det til. Og der er intet personale der kan straffes for at fiksere mig, eftersom jeg bor i en ældre handicap bolig og eftersom hjemmeplejen ikke er oplært i at hjælpe mig med at blive fikseret i min kørestol, så kan de heller ikke hænges ud. Ergo er der kun en der kan stilles til ansvar og det er mig selv.
Jeg ser det ikke som frihedsberøvelse, jo det er frihedsberøvelse, hvis jeg ikke gør det, fordi mine handicaps er så omfattende, som de er gået hen og er blevet. Jeg ved at min faste kontaktperson fra hjemmeplejefirmaet har været inde og skrive hvad det betyder for mig at få hjælp til påklædning og afklædning, det har så åbenbart ikke været godt nok, men min fastekontaktperson fra hjemmeplejefirmaet har også set hvad det betyder for mig at sidde og sove i min kørestol, i går fredag var jeg på Munkehattens Aktivitets og samværscenter og natten til i går sov jeg, i min kørestol og da jeg mødte ind blev det bemærket at jeg så mere frisk ud end jeg plejer, og jeg holdt længere end jeg plejer at gøre, som hvis jeg sover i min seng, om det så er blevet noteret i systemet ved jeg ikke.
Husk at dele mit blogindlæg med familien og vennerne.