I april 2005 begyndte jeg på et værksted der hedder Skovgårdsværkstedet som ligger i Odense, det var en nødvendighed at komme ud blandt andre unge for at få et socialt liv, men dette sociale liv skulle få betydninger som jeg ikke anede noget om, det fik betydninger på min være måde nok engang, jeg kunne ikke finde mig til rette. Jeg kunne ikke finde mig nok til rette på en god hylde, lige som mange af dem der var der havde fundet deres plads. Jeg kunne ikke fordi jeg tidligere har prøvet meget i livet.
Noget som jeg ikke selv var helt klar over selv og som fik meget stor betydning men jeg startede i noget der hedder mediegruppen som er et værksted der producere forskellige ting til andre, det var næsten et slave job, og da jeg startede der fik jeg at vide af mange af de brugere der var der at det kunne jeg ikke og det måtte jeg ikke osv. de var bange for min epilepsi især den ene af dem og jo jeg kan godt forstå det, men det var ikke min epilepsi der gjorde udslaget her det var tætte lokaler med mange mennesker i lokaler med forholdsvis lave lofter. Nå men tiden går og jeg bliver dårligere med at kunne komme rundt og en dag ender det med at jeg er på messe i Fredericia en messe om hjælpemidler hvad skal man vælge – det kan være at du nu sidder og tænker hvad har det at gøre med værkstedet, jo det har en del at gøre med værkstedet, hvad ville man gøre hvis man en dag finder ud af at man ikke kan gå godt nok? Værkstedet vidste at jeg var indskrevet hos dem med det forbehold at en kørestol var nær ved.
Men kørestolen skulle give mig meget store problemer, eller en meget stor opgave at løse. Allerede den første dag var et problem fra morgenstunden, da jeg blev hentet om morgen af en chauffør der ikke havde fået besked om det, men ok det kunne tygges igennem for den person der havde med kørsel vidste at jeg havde fået bevillig på kørsel med kørestol, nå men ok – da jeg så kommer til værkstedet bliver balladen nærmest optrappet til en krig med blod på tanden, og ja de er meget sure De råber og skriger, de andre brugere der på det tidspunkt også sad i kørestol begyndte at køre rundt og gøre klar til en medarbejder krig og pludselig sad vi 9 kørestole og fyldte voldsomt meget. Så meget at personalet begyndte at brokke sig og sagde at vi skulle arbejde, men vi havde valgt at nedlægge arbejdet det kunne ikke passe at man ikke måtte komme i kørestol, efter ca. 1 times arbejdsnedlæggelse kom lederen ud og sagde at det var ok, de havde nok ikke lige læst det der var skrevet ind fra Amts siden at det var ok at jeg fik en kørestol.
Nå men jeg kører nu ind i den gruppe jeg er i Mediegruppen og da jeg kører der ind opstår der nu et nyt stort problem, der udvikler sig meget voldsomt på 30 sekunder, lederen af gruppen siger vredt at han vil snakke med mig, det er ok for mig og der går nu kun kort tid og jeg bliver overfuset og får at vide at jeg ikke må bestemme noget selv. Jeg skal gøre som de siger på det værksted. Jeg kunne ikke sige noget jeg blev kvalt osv. jeg fik lyst til at skrige højt, var det nu en alm. arbejdsplads eller var det et værksted for fysisk og eller psykisk handicappede, var de til for os eller kom vi der for at de kunne have et job? Jeg fik aldrig svar på mit spørgsmål. Jo jeg måtte ikke være næsvis var jeg mon det? Ikke efter min egen mening. Ikke nok med problemerne på værkstedet så havde jeg også bolig problemer. En opgave som var meget mere end svær at få løst om den nogensinde blev løst vides ikke men det var et meget stort problem at få igennem, de fik en på tale fra dengang Fyns Amt og Odense Kommune om at jeg bare skulle have lov til at bruge kørestolen. Men ak så fik jeg at vide at jeg var dum og alt muligt andet.
Og da jeg så kom med den meddelelse på værkstedet at jeg måtte opgive at bo for mig selv fik jeg at vide at jeg var en idiot og alt muligt andet og at jeg tog alt for nært til mig og ikke kunne forstå noget osv. nu var det sådan at jeg også kunne fortælle at jeg skulle indlægges igen på epilepsihospitalet i Dianalund, det var just ikke det de havde mest lyst til at jeg skulle, indlægges så langt væk og så var det at personalet åbenbart havde forlagt deres hørsel lidt for meget og deres geografi tillige med, de misforstod hvor det var at jeg skulle hen, nogle mente at det var på Odense Sygehus, andre mente at det var Rigshospitalet og nogle andre mente at det var i Dronninglund jeg skulle indlægges og jeg ikke vidste hvor det var, selv et brev fra Epilepsihospitalet kunne ikke overbevise dem, nå men jeg fik at vide at jeg ikke skulle forvente forståelse fra dem, dels at flytte fra egen bolig og dels at lade sig indlægge var meget overskridende for dem.
Efter min indlæggelse viser det sig at det ikke længere er nødvendigt med medicin og der går ikke lang tid før der igen viser sig tegn på anfald og jeg må igen starte på medicin for epilepsi, jeg vælger så at sige stop på værkstedet, jeg er ikke længere på medieværkstedet men er kommet over i noget der hedder projektværkstedet hvor man bl.a. læser historier, og laver eventyr, og her begynder jeg at undre mig meget, jeg er begyndt at få anfald igen, og jeg var ellers fir for anfald, jeg når frem til februar 2006 og der er der en læge der bemærker noget jeg siger og bliver enige om at jeg nok engang, jeg bliver indstillet til indlæggelse nok engang på Epilepsihospitalet og det bliver aftalt med lægen at er der de mindste tegn på anfald skal jeg blive hjemme.
Der er mange dage fra februar til maj hvor jeg er tvunget til at blive hjemme, en dag i maj 2006 tager jeg ind og besøger det sted hvor jeg har været i skånejob, og noget af personalet spørger til hvad jeg laver og jeg fortæller så at jeg er sygemeldt fra Skovgårdsværkstedet fordi det er ved at være op over hvor jeg skal indlægges på Epilepsihospitalet, men personalet syndes lige at jeg skal besøge noget der hedder Info-huset som ligger i de selv samme bygninger, jeg besøger dem for en kort stund og der bliver aftalt at jeg skal komme i praktik i september 2006.
Jeg bliver indlagt i juni 2006 og er indlagt i 3 uger, 3 uger hvor jeg kommer gennem en kold tyrker under meget trygge omgivelser, jeg er overvåget 24 timer i døgnet men jeg får ikke anfald nej jeg får snare færre anfald, og det resultat der kommer ud af det er trygt jeg lider af en type epilepsi der kommer til udtryk når man er stresset. Af den ene eller den anden grund.
Men jeg bliver anfalds fri. Fra den sidste uge af juni og frem til september er jeg hjemme og det var dejligt at jeg slap for at komme på Skovgårdsværkstedet selv om der var en person der mente 200 % sikkert at jeg kom retur, jeg siger at hun skal blande sig uden om da hun ikke har forstand på andet end at blande sig i noget der ikke vedkommer hende, og så siger hun at jeg burde være i en gummicelle. Det er hendes mening.
I Oktober 2006 kom jeg tilbage til Bjergegården men ikke som personale, men som bruger af stedet – stedet jeg var på hed Info-huset og indeholdt Odense Særradio og ASK. Nærmere information om stedet, det er primært udviklings hæmmede der kommer og arbejder der, jeg er dog en undtagelse dag jeg kun er fysisk handicappet (af hvad jeg vidste). Men jeg nyder det i fulde drag, men jeg ved dog at jeg skal tage det dag for dag og skal tage det stille og roligt. Men det skulle vise sig at det ikke blev længe at jeg var på Info Huset og det er godt det samme.